Der er seks stjerner til ny Audi A3
2012-versionen af Audi A3 snor sig ad snørklede veje på Mallorca. Både her, i by og på motorvej viser den nye tysker sig som både særdeles komfortabel og oven i købet dynamisk.
Ny A3'er - klar til introduktion i Danmark fra august I år. Til næste år kommer den tilsvarende med fem døre.
Gennem et skarpt bjergsving - det er især her, den nye Audi i Golf-klassen overrasker positivt.
Typisk Audi anno 2012 - den karakteristiske grill, de absolutte Audi-forlygter og et raffinement med spoiler i to etager.
Vi kører den nye tysker i forskellige varianter - nogle på 18" hjul som her, andre på 17". 18" styrer bedst.
Nye motorer hele vejen igennem - vi falder i første omgang pladask for den nye 1,4-liters TFSI med 140 hk og Cylinder On Demand, som tyskerne siger (på engelsk).
Frit valg mellem 6-trins manuel som her og de to DSG-gearkasser med 6 og 7 trin. Vores valg: 7-trins DSG eller S Tronic, som Audi foretrækker det.
Kabinen er lækker slet og ret. En godt designet detalje er indsugningerne her.
En typisk Audi førerplads. Konkurrenterne kan bare gå ud og købe et rat som dette og kopiere det - for det er sådan, det skal laves.

Der er seks stjerner til ny Audi A3

Audi A3, på forhånd udråbt til en af årets vigtigste bilnyheder. Hvor god er den så, når det kommer til stykket. BilZonen har kørt de første km - forbløffes og deler mange stjerner ud.

Hmm, der er tre muligheder. Men lige nu, her ca. 10 km over Paris og med SAS på vej hjem fra Mallorca, ved jeg ikke præcist hvilken af de tre, der virkelig overbeviste mig.

Måske var det i det sekund, jeg i går formiddags så en 180 hk's stå der i lufthavnshallen. Et nummer rødere end postkasserød og på elegante 18" hjul. Så flot. Måske var det, da jeg hen mod middag cruisede ad motorvejen Palma de Mallorca i retning vest. Så komfortabel. Eller måske var det, da jeg midt på eftermiddagen røg hen over særligt tricky svingkombination derude på vest-øen. Så dynamisk.

Find brugt Audi A3

Så flot. Så komfortabel. Så dynamisk er den nye Audi A3, som jeg netop har tilbragt et par dage med. Officiel verdenspremiere i ferieparadiset ud for Spaniens østkyst. Cirka 25 biler linet op i et udvalg af moderigtige farver: Uskyldshvid, brandbilrød og en mørkebrun metallic-én.

Flot, komfortabel og dynamisk
At en ny Audi er flot, burde ikke overraske mig. Tyskerne er inde i en stime af veldesignede modeller nu. Alligevel stod jeg alligevel med hånden under hagen, da jeg for nogen tid siden så den nye A3 for første gang i levende live. Men det var på en udstilling - og måske mindede den dér mig alligevel for meget om de andre Audier - A4'er, A1'er og de fleste. Og der, for nogle uger siden, så den nye A3 ikke tilstrækkelig ny ud.

Men nu, på Mallorca, i levende live, så at sige, ser jeg for første gang, hvor veldrejet A3 2012 er. Fortsat absolut A3, men alligevel helt ny. 2012-udgaven er mere skarpskåren, den har en tydelig, let stigende karrosserilinje fra forlygte til baglygte. Og skuldrene - brede på den fede måde. Og så i den røde lak og på et sæt hjul i størrelsen 18". Design er godkendt, ja, mere end godkendt.

Læs også: Vi kører de første km i ny Audi med Bentley-motor

At den nye Audi A3 er komfortabel - dét overrasker mig ikke det mindste. Bjergveje, bystræder, åbne landeveje og de tæppebelagte motorveje her ude på den vestlige del af ferieøen bekræfter det igen og igen. Især da vi i 6. gear glider blødt og mildt ad motorvejen fra Palma de Mallorca i retning vest. Hvis jeg ikke aflæste hastigheden på speedometeret, ville jeg ikke ane, om vi kørte 130, 90, ja, måske langsommere endnu. Eller 150.

Så gennemkomfortabel er A3. Først og fremmest er kørestillingen behagelig: Jeg sidder slet og ret perfekt i sædet, og rattet er vinklet i en tilpas lodret stilling foran mig. Rattets tykkelse og diameter. Andre bilfabrikker kan bare købe sådant et multifunktionsrat i læder til en A3. Så er det bare hjem og kopiere, for det er sådan, det skal gøres. Komfort fortsætter med en affjedring, der æder ujævnhederne, men i øvrigt holder karrosseriet i ro. Det er sådan affjedringen på A3 fungerer.

Komfort er også lav lyd fra det hele, altså motor, fartvind og dæk. I tilfældet A3 her og på det spanske motorvejstæppe er lyden omtrent så lav, at den slet ikke er der. Det er dybest set derfor, jeg ikke kan mærke om farten er det ene eller det andet.

Og endelig er komfort også et spørgsmål om motoren. Den nye 1,8-liters TFSI-motor - der er den, jeg kører lige her og nu - siger ingen ting, og den vibrerer ikke. Den sender bare bilen af sted i en fart, der ville få en kun lidt ældre GTI til at ryste af skræk. Og dækstøj er ikke noget, Dunlop har tænkt sig at gøre et nummer ud af i dag.

Så når det gælder komfort: A3 er i den grad godkendt
Men det vidste jeg jo godt, da jeg sad i flyet i går morges med spidsen i retning syd. Derfor er der jo ingen overraskelse her. Men det er der altså, når det kommer til den tredje egenskab, der betog mig. Dynamikken. A3's evne til at køre præcist derhen, hvor køreren peger. Bare at adlyde rat og pedaler - hurtigt, præcist og altid lineært.

Læs også: Vi kører Audien der overhaler BMW og Mercedes

Gennem årene har jeg været med til mange Audi-introduktioner, hvor PR-folk, marketing-ansvarlige og ingeniører har bedyret, at her, Meine Damen und Herren, her er den nye, dynamiske Audi. Som oftest har det ikke passet særligt godt. Fire hurtige undtagelser er: Sportsvognen R8, lommeraketten A1 quattro, powersedanen RS4 og den seneste version af A6 (ikke S6, S7 og S6 Avant). Men med den nye Audi A3 passer det. Dynamisk.

Det er lige ved, at jeg allerede vidste det efter første sving, så tydeligt er det. Og efter første rundkørsel var der ikke meget tvivl tilbage. Og hvis der ellers var mere (altså tvivl om dynamikken), blev det hvisket ud, da jeg passerer en lille bro med topmave, der forbinder to rundkørsler. Først til venstre, så til højre, så hen over topmaven, så lande, derefter til højre igen. Det er da at stresse en undervogn og spansk vejvæsen har gjort alt for at bringe en bil ud af balance. Det lykkes imidlertid ikke her. Forvognen peger hele tiden efter rattet, efter topmaven sætter bilen sig i flot balance efter bare én bevægelse i støddæmperne.

Find brugt Audi A2

Herefter kan det ikke undre, at ethvert fladt sving ikke er en opgave, en A3 2012 gider tale om. Og nej, selv om den nye hatch med fire ringe i grillen trykkes ud af sving med tung speeder, står forenden faktisk fast.

Se, det var alligevel en overraskelse. Så ved nærmere eftertanke: Det var dén enkeltbegivenhed - turen hen over topmaven - og altså ikke første møde i lufthavnen eller cruising ad motorvejen mod vest, der overbeviste mig. Ny Audi A3: 6 stjerner ud af 6 mulige.

A3 står på en helt ny bund, der i øvrigt vil bære en lang række kommende Audier og endnu flere nyheder fra Volkswagen Group, blandt dem den kommende VW Golf. At Audi og sikkert også ingeniører fra andre mærker har gjort sig inderligt umagen er bevist. Dernæst er motorerne i A3-serien nye - også selv om de har samme størrelse som de gamle og yder det samme. Men nye, det er de, blandt andet til fordel for forbruget og dermed CO2-udslippet.

Blandt de nye er 1,4-liters TFSI COD, som Audi siger. 1,4'eren med 140 hk og vigtigst af alt, et system, Audi uanset sproget har valgt at kalde Cylinder On Demand. Ved konstantfart-kørsel kobler de to midterste cylindre fra og den ellers 4-cylindrede rækkemotor er nu pludseligt en 2-cylindret rækkemotor. En tankegang A1's motorkonstruktører har hentet hos kollegerne, der laver V8-motoren til S8. Først i Volkswagens store familie med Cylinder On Demand var imidlertid Bentley, der udviklede en ny V8'er, der også kan køre som en V4, til deres nye bil i ministerklassen, Mulsanne. Om briterne så fik hjælp af Audi? Det holdes inden for familien.

Læs også: Vi tester ny Audi A1 med 256 hk

Det er umuligt at mærke eller høre, når R4 bliver til R2 og tilbage igen. Faktisk bliver man nødt til at læse oplysningen på instrumentet i midten. Resultatet er en besparelse på 4 procent i forhold til en tilsvarende motor med fire og altid fire cylindre i drift. Smart, ikke sandt?

Hvad er skidt ved den nye A3 2012?
Tjae, nøgternt vurderet egentlig ikke noget. Det skulle da lige være, at der er tre og ikke fem døre. Men til næste år kommer den 5-dørs Sportsback, så er det problem løst. Men hvis man nu bare synes, at al denne Audi-hype er for meget og at en Golf er tilstrækkelig, er det jo et slags problem set med Audis øjne. Præcis som hvis man nu synes, at en rigtig bil altså har baghjulstræk og kommer fra München. Men ellers A3 er endda - nej, billig er den jo ikke, men den nye models prisliste ser fornuftig ud og egentlig også en anelse skræmmende for BMW og Volkswagen og endnu mere for Volvo og Toyota længere nede ad vejen.

Audi A3 - helt kort
A3 er modellen fra Audi i Golf-klassen. Lanceret første gang i 1996 som Audis den gang mindste model, kommer fra september som en helt ny bil med ny platform, nyt karrosseri og nye motorer samt naturligvis ny kabine.

Et bredt udvalg af 4-cylindrede benzin- og dieselmotorer fra den 105 hk's 1,2 TFSI på benzin og den tilsvarende 105 hk's 1,6 TDI på diesel. Dertil tre forskellige gearkasser, 6-trins manuel og både 6- og 7-trins dobbeltkobling. Som den Audi den er, tilbydes både forhjuls- og firehjulstræk.

Find brugt Audi A4

Priser fra 285.000 kr. og foreløbigt op til 372.000 kr. Flere karrosserivarianter følger, cabriolet og antagelig sedan. Desuden et langt bredere udvalg af motorer inkl. hybrid i den ene ende og en RS i den anden.

A3 - modelhistorie
1996: Generation 1, lanceret som 3-dørs hatchback. Længden er 4,14 meter. 5-dørs version dukker op i 1999.
2003: Generation 2, lanceret som 3-dørs hatchback, 4,20 meter lang.5-dørs version, nu med navnet Sportback lanceres i 2004.
2008: Generation som cabriolet lanceres.
2012: Generation 3, lanceret i efteråret 2012, den aktuelle model er 4,24 meter lang. 5-dørs Sportback får verdenspremiere i 2013, antagelig i marts.

Audi A3-serien - priser
Model: Effekt. Pris
Benzin
1,2 TSFI: 105 hk. 285.000 kr.
1,4 TSFI: 122 hk. 308.000 kr.
1,4 TSFI COD: 140 hk. 317.000 kr.
1,8 TSFI: 180 hk. 372.000 kr.
Diesel
1,6 TDI: 105 hk. 287.000 kr.
2,0 TDI: 150 hk. 331.000 kr.
2,0 TDI: 184 hk. 368.000 kr.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

Dommen!

6 stjerner ud af 6 mulige

Kommentar: Audi rammer plet med den ny A3. Alt synes at spille glimrende sammen; design, komfort, forbrug - ja, selv dynamik. At den kommende Volkswagen Golf på samme bund og i vid udstrækning med samme teknik antagelig bliver dyrere, lader vi ikke trække fra i bedømmelsen af A3. For som det er lige nu er det større prestige i en Audi end i en Volkswagen - og det er også penge værd.

Plus
 - Design
 - Komfort
 - CO2-udslip
Minus
 - Kun som 3-dørs

Audi A3 1,4 TFSI COD - teknikken
Type: 4-5-personers hatchback, frontmotor, forhjulstræk.
Motor: 4-cyl. række-benzin, 1,4 liter, 140 hk, 250 Nm.
Forbrug i flg. EU-norm: 24,4 km/l
CO2-udslip: 108 g/km
Præstationer:
0-100 km/t: 8,3 sek.
Topfart: 223 km/t
Pris: 317.000 kr.


Sælg din bil

Opret en gratis annonce, som bliver synlig på 15 af Danmarks største onlinemedier.

Annoncen er nem at oprette, og efter 5 minutter er bilen synlig for mere end en million potentielle købere.

En basisannonce med billede er gratis, og pakker med mulighed for flere billeder kan tilkøbes.