Vi kører DK rundt i den nye Peugeot 208
Den nye Peugeot 208 er en af dette halvårs vigtigste bilnyheder i Danmark; derfor kører vi med det samme den store tur, DK rundt fra Skagen via Fyn til Helsingør. Her er starten: Vippefyret i Skagen.
Den nye Peugeot 208 er en af dette halvårs vigtigste bilnyheder i Danmark; derfor kører vi med det samme den store tur, DK rundt fra Skagen via Fyn til Helsingør. Her er starten: Vibe Hansens restaurant i Skagen Havn.
Lige inden vi forlader Jylland og tager den nye Lillebæltsbro til Fyn.
Lige inden testturens mål, Helsingør, drejer vi ind i landet og gør holdt foran Fredensborg Slot.
Den nye Peugeot 208, her topudgaven med fem døre, det ”højeste” udstyr og den største dieselmotor. Pris: 255.000 kr.
Sidder det rat ikke lidt lavt? Jo, det gør, det er ikke bare billedet, der får år virkeligheden til at se anderledes ud. Nogle siger gammelt Formel 1-rat, andre spøger og fniser Playstation-rat. Efter nogle km føles det imidlertid ikke meget anderledes end et almindeligt rat.
Instrumenterne sidder højt og forholdsvist langt væk og man kigger hen over rattet. Det kræver et øjebliks tilvænning, men det fungerer udmærket, dog ikke bedre end traditionelle ure, man ser ”gennem” rattet.

Vi kører DK rundt i den nye Peugeot 208

Sammen med Volkswagen up! er den nye Peugeot 208 dette halvårs vigtigste bilnyhed. Derfor denne store danske test: Skagen-Fyn-Helsingør, den længst mulige tur i Danmark. For især at tjekke forbrug og komfort.

Det er de helt små biler, dem til under 80.000 kr., der løber med salget i bildanmark lige nu. Men også blandt bilerne i klassen over er der interessante tilbud. Biler, der nok er små, men dog alligevel på størrelse med f. eks. en Volkswagen Golf i 80’erne.

I branchen samles de billige af de billige under navnet A-segmentet. Ikke fordi de er bedst, men fordi de er de mindste. Markedets næstmindste biler benævnes herefter naturligt nok som B-segmentet, typisk biler som – nævnt i tilfældig rækkefølge: Volkswagen Polo, Kia Rio, Opel Corsa, Ford Fiesta, Citroën C3, Hyundai i20 samt Chevrolet Aveo. Og der er mange flere.

Find brugt bil:
Peugeot 206
Peugeot 307
Peugeot 407

Indtil nu har Peugeots bil i B-segmentet været 207. Men det var i går. I dag er det den nye 208. Med Danmarks-premiere i midten af maj er den klassens absolut nyeste bil. Stiller op med spændende karrosserilinjer og en overvældende kabine. Desuden går den rendyrket efter at være politisk korrekt med lavt CO2-udslip – og dermed også fornuftig for udgifter til brændstof (og det er jo også en slags politisk korrekthed).

Vi tager her seriens topmodel, dieselen 208 1,6 e-HDi, på den store Danmarks-tour for at stille skarpt på forbrug og komfort. Ruten er Skagen – Fyn – Helsingør. Det længste stræk man kan køre her i landet. Nogle steder ad snoede biveje, andre steder ad motorvejen. Bykørsel og især forbrug i bykørsel gennemfører vi ved siden af.

Forbrug og dermed CO2-udslip. Et absolut issue for en hvilken som helst bil anno 2012 –måskelige med undtagelse af en Lamborghini. Men bemærk fremhævelsen af ”måske”, for italienerne talte faktisk en del om CO2-udslippet, da de for kort tid siden havde verdenspremiere på en kommende højfarts-crossover! Uden for enhver diskussion er det, at de to emner er afgørende for en bil som den nye Peugeot 208.

Læs også: Her er første test af ny Peugeot 208

Det officielle forbrugstal for testbilen med den 1,6-lites 114 hk stærke dieselmotor, er 26,3 km for hver liter diesel svarende til et CO2-udslip 1 gram under de 100. Så vidt det såkaldte EU-tal, der er absolut sammenligneligt med alle andre biler, idet alle er testet efter præcis samme norm. Men hvordan er 208-virkeligheden i Danmark dette forår?

Ny franskmand i tre testdiscipliner

Vi prøver tre discipliner: 1) Blandet kørsel med sparsommelig fod. 2) En udflugt ud i det blå. 3) På tværs af landet, mest rask motorvejsfart.

Blandet kørsel: Vi sammensætter udenfor turen Skagen-Helsingør en tur over godt og vel 100 km. Motorvej, landevej og ind i byen. Fornuftig kørsel uden hurtige accelerationer, men aldrig tøvende eller egentlig langsomt: Vi rammer 23 km/l godt og vel.

En tur ud i det blå, der er en del af testruten Skagen-Helsingør. Cirka 200 km ”udflugskørsel”, hyggekørsel ad små veje, ud og ind, op og ned ad bakker, men hele tiden afslappet kørsel. Ad enkelte strækninger nærmer vi os faktisk 30 km/l – en 208 diesel med blød speederfod og 80 km/t hen ad landevejen bruger jo nærmest ingen diesel.

Læs også: Vi er bag rattet i fremtidens elektriske Golf

Motorvej på tværs af Danmark, som en afgørende del af Skagen til Helsingør. Her med rask fart, hele tiden oppe på max. tilladte, udenom lastbiler i første hug. Alligevel rammer testbilen 20,0 km/l. Forbruget og dermed CO2-udslippet er i den grad godkendt.

Men den 4-cylindrede diesel ikke bare går langt på literen, den er faktisk også en lækker motor. Ingen diesellyd, hverken ved start, acceleration eller ved konstant fart. Heller ingen vibrationer. Det kan godt være, at sådan en 208’er synes næsten ikke at bruge noget diesel, når den cruiser hen ad landevejen med 80. Men den laver stort set heller ingen lyde over hovedet.

Alt i alt står Peugeot og dermed partneren Citroën som en af de dygtigste til at konstruere og fabrikere små dieselmotorer lige nu. Så omdrejningsvillige, så støjsvage. Tilfældet ville, at vi havde en Audi A4 2,0 TDI holdende i testgaragen samtidig med bilen i denne artikel. Og Audien – den hører altså også til feltet af gode dieseler. Gæt hvilken af de to, Audi A4 eller Peugeot 208, der startede mest lydløst, gik mest støjsvagt i tomgang og kørte af sted med en lyd tættere på benzin end på diesel: Peugeot 208.

Lavt forbrug og udslip er en målsætning, der er lykkedes for franskmændene. Men også komfort har været et afgørende omdrejningspunkt for 208. Netop ”Komfort” må have været ordet, der stod bøjet i neon over hver eneste pc i afdelingerne for kabine-design og -udvikling.

Læs også: Prøv at køre Track Day

Den gode oplevelse starter med udseendet. Og ja, design er altid en smags sag. Ikke desto mindre trækker vi en streg gennem en eventuel diskussion og siger, at kabinen i den nye Peugeot 208 bare ser godt ud. Stramt design, som vi sikkert vil betegne som ”europæisk”, overfladematerialer, der er behagelige at se på og ikke mindst at røre ved. Farverne er sort og matpoleret aluminium.

Glimrende sæder – pudsigt rat

I de skålformede forsæder sidder man glimrende, god støtte til ryg, lænd og lår. Men på bagsædet går det galt: Ganske vidst sidder man godt i sædet, der er endda udmærket lårstøtte. Men der er slet og ret ikke tilstrækkelig benplads til at sidde behageligt over længere ture. Når jeg sidder ”bag mig selv” rager knæene hårdt mod forsædets ryglæn. Der er alt for meget charter-flyrejse over denne oplevelse.

Rattet – ja, rattet. Her har de vilde designere fået lov til at gi’ den gas. Rattet er både ikke så lidt mindre, end vi er vant til. Dernæst sidder det meget lavere. Alle, der kan huske Formel 1 den gang kørerne hed Ronnie Peterson og Mario Andretti – og mænd gik med bakkenbarter så enorme som netop Andretti – tænker straks ”Lotus Formel 1-racer, 1970’erne”, når de ser det lille 208-rat. Yngre, for hvem Peterson og Andretti er noget fra fars gamle bilblade, tænker Playstation-rat, når de kigger ind i 208.

Smart, gammeldags, pjattet? Virkeligheden er, at det nye rat kræver tilvænning. Men efter nogle km lægger man faktisk ikke mærke til at rattet er så lille.

Peugeot 208 er på alle måder en vigtig bil. Vigtig, måske afgørende for Peugeots økonomi. Vigtig for bildanmark, fordi den står til at blive en kæledægge for mange danske bilejere – og dermed for danske familiers økonomi. Kan den så løfte opgaven? Meget står og falder på prisen; ikke bare på 208’s pris, men også på hvordan konkurrenterne reagerer – bilpriser har det jo med at falde med et brag i Danmark. Benzin-udgaverne af 208 har absolut ”petite” pris, det samme har de små dieseler, mens topmodellen her bestemt ikke kan vinde på pris – men måske på sin stil og charme. Og den går jo igen i alle modellerne.

Peugeot 208 – helt kort

208 er franskmændenes helt nye model i B-segmentet eller Polo-klassen, som vi ofte siger. Efterfølger til 207 (fra 2005), der jo igen blev lanceret efter 206 (1998) og før den 205 (1983).

208 havde verdenspremiere på biludstillingen i Genève marts 2012 og lanceres her i landet i midten af maj i år. Fra start som 3- og 5-dørs hatchback, traditionelt med frontmotor og forhjulstræk.

Guide - Her er de bedste biler i Polo-klassen

Den nye Peugeot i B-segmentet kommer i første omgang med et udvalg på tre benzinmotorer (to med tre cylindre) og fire dieselmotorer plus tre forskellige gearkasser. Dertil tre udstyrsniveauer.

Billigste benzinversion er 1,0 VTi Acces til knap 127.000 kr., billigste på diesel er 1,4 HDI Access til 145.000 kr. Topmodel er bilen, vi tester i denne artikel, nemlig 1,6 e-HDi Allure til 250.000 kr.

Peugeot 208 – motorer og priser

Model: Effekt – forbrug – udslip. Pris

Benzin

1,0 VTi Acces: 68 hk – 23,3 km/l – 99 g/km. 126.990 kr.

1,2 VTi Active: 82 hk – 22,2 km/l – 104 g/km. 153.990 kr.

1,6 THP Allure: 156 hk – 17,2 km/l – 135 g/km. 274.990 kr.

Diesel

1,4 HDi Acces: 68 hk – 26,3 km/l – 98 g/km. 144.990 kr.

1,6 e-HDi Active: 92 hk – 26,3 km/l – 98 g/km: 188.990 kr.

1,6 e-HDi Allure: 114 hk – 26,3 km/l – 99 g/km. 243.990 kr.

Peugeot 208 og konkurrenterne

Små dieselmotorer

  • Peugeot 208 1,4 HDi Acces: 1,4 liter – 4 cyl. - 68 hk – 26,3 km/l – 98 g/km. 144.990 kr.
  • Kia Rio 1,1 CRDI: 1,1 liter – 4 cyl. – 75 hk – 27,8 km/l – 94 g/km. 139.999 kr.
  • Opel Corsa 1,3 CDTi: 1,3 liter – 4 cyl. – 75 hk – 25,0 km/l – 105 g/km. 159.550 kr.
  • VW Polo 1,2 TDI: 1,2 liter – 4 cyl. – 75 hk – 30,3 km/l – 87 g/km. 173.997 kr.

Store dieselmotorer

  • Peugeot 1,6 e-HDi Allure: 1,6 liter – 4 cyl. - 114 hk – 26,3 km/l – 99 g/km. 243.990 kr.
  • Kia Rio 1,4 CRDI: 1,4 liter – 4 cyl. – 90 hk – 26,3 km/l – 109 g/km. 214.999 kr.
  • Opel Corsa 1,3 CDTI: 1,3 liter – 4 cyl. – 95 hk – 28,6 km/l – 94 g/km. 167.550 kr.
  • VW Polo 1,6 TDI: 1,6 liter – 4 cyl. – 105 hk – 23,8 km/l – 109 g/km. 231.098 kr.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

Dommen!

4 stjerner ud af 6 mulige

Kommentar: Egentlig ligger 208 diesel til at score fem stjerner, først og fremmest for sit lave forbrug og høje komfort og blandt de ”små” dieseler lave pris. Men serien topmodel, som vi tester her, har i modsætning til de øvrige prisen imod sig, derfor fire og ikke fem.

Plus
 - Motor
 - Komfort
 - Stil i kabinen
 - Forbrug

Minus
 - Gearkasse
 - Bagsædeplads

Peugeot 208 1,6 e-HDi – teknikken

Type: 4-5-personers hatchback, frontmotor, forhjulstræk.
Motor: 4-cyl. række-diesel, 1,6 liter, 114 hk ved 3.600 o/min., 270 Nm ved 1.750 o/min.

Forbrug i flg. EU-norm: 26,3 km/l
CO2-udslip: 99 g/km

0-100 km/t: 9,7 sek.
Topfart: 190 km/t

Pris: Fra 243.990 kr., testbil 254.990 kr.


Sælg din bil

Opret en gratis annonce, som bliver synlig på 15 af Danmarks største onlinemedier.

Annoncen er nem at oprette, og efter 5 minutter er bilen synlig for mere end en million potentielle købere.

En basisannonce med billede er gratis, og pakker med mulighed for flere billeder kan tilkøbes.