Korea angriber hårdt i Golf-klassen
Den nye Kia cee'd: Kompakte proportioner, tydelig kileform, store hjul og en stærk effekt: Mørke sideruder og sort tag.
cee'd 2012 on the run til den første test i Spanien. Bilen appellerer til fem stjerner, men vi mangler at mode den på dansk asfalt med danske specifikationer, inden fire BilZonen-stjerner måske bliver til fem.
Vi møder den nye koreaner i Golf-klassen på vejen fra kystbyen Marbella og stik nord til den gamle tyrefægterby Ronda. En af de vejstrækninger, der i ét hug maler et klart billede af bilens køreegenskaber: Dynamik, bremser, komfort. Det hele på én gang.
På vej ind i et udfordrende bjergsving. cee'd overrasker med sine nærmest sporty køreegenskaber, der i denne sammenhæng er lig med sikre, aktive egenskaber.
Den nye cee'd kommer til Danmark med et udvalg af motorer på fire: To benzin, to diesel.
Den karakteristiske front rammet ind af to skrå øjne.
Den karakteristiske front rammet ind af to skrå øjne.
Vores testbil ruller på 17" store aluminium-fælge. En væsentlig del af forklaringen på den høje køredynamik kan gemme sig her. Det ved vi, når vi har kørt cee'd 2012 herhjemme på "danske" hjul med mindre diameter.
Vi kører ruten fra Marbella til Ronda - og stikker lige af en 12 km ind i landet for at besøge det berømte motorsportsanlæg Ascari. "Der er et stærkt privat arrangement i dag - så blev venligst nede ved porten!" fik vi at vide.
Kommer til efteråret, den nye cee'd som stationcar.
Praktisk og rummeligt. Bagsædet kan lægges helt ned.
De tre bagerste pladser.
Seks skud i bøssen.
Overskueligt og pænt.

Korea angriber hårdt i Golf-klassen

Der er blæst til angreb i koreansk bilindustri. Den nye Hyundai i30 er netop lanceret og til sommer kommer dens tvilling Kia cee'd. Her er den første egentlige test - og her stod overraskelserne i kø. Så effektiv, så velkørende.

FOTO: STUART WEP

HOLD DA OP. Her fik designerne da lov at gi' den gas!

SELVFØLGELIG ER BILENS udseende det første, man lægger mærke til, når man for første gang kommer gående hen mod en ny bil. Men her og nu - på vej hen mod den nye Kia cee'd for første gang live - overraskes, ja, nærmest forbløffes jeg. Har set bilen før på billeder og også på udstilling.

MEN HER OG nu, i virkeligheden. Den jo ligefrem stråler om kap med solen her på Spaniens guldkyst. Kompakte proportioner, let kileform, store hjul og i den grad poleret silver lakering. Med to stærke kontraster: Mørke sideruder og sort tag. Pakken, der udgør et udseende, der kan sælges biler på.

KIA OG HYUNDAI er i tæt familie med hinanden, faktisk ejes begge bilmærker af ét og samme selskab, nemlig Hyundai-Kia Group. Derfor er en række af modellerne fra de to mærker dybest set en og samme konstruktion, f.eks. bilen her, den kommende Kia cee'd og den tilsvarende Hyundai i30. Derimod er der ikke de mange lighedstegn mellem den nye Hyundai i40 sedan og Kia Optima, som vi p.t. ikke har i Danmark. Og en Kia-version af Hyundai Genesis Coupé findes slet ikke - og er ifølge importøren ikke på vej. Men ellers...

DEN NYE CEE'D står på samme teknik som Hyundai i30, der netop er lanceret i den nye version.  Selv forklarer Kia, at fællesskabet mellem modellerne svarer til det, vi kender fra PSA, der jo er selskabet bag Citroën og Peugeot. Helt ens er således Citroën C1 og Peugeot 107. Knap så ens, men dog alligevel er Citroën C3 og den kommende Peugeot 208. Den tilsvarende deling af teknik oplever vi jo grad i Volkswagen Group. Det i lang tid mest kendte eksempel er jo fælles brug af platform og affjedring samt motor og gearkasse i firkløveret VW Golf, Audi A3, Skoda Octavia og Seat Leon. Og yderligere ens er den nye Volkswagen up!, den tilsvarende Skoda Citigo og Seat Mii. Audi pointerer, at der aldrig kommer en Audi A0, som den i givet fald skulle hedde.

Men tilbage til den nye Kia cee'd

Vi møder altså den nye koreaner i Golf-klassen i Sydspanien. Kia foreslår forskellige ruter langs kysten og et par stykker op i de bløde bjerge lidt ind i landet. Men vi vælger vores egen ruten - vejen fra kystbyen Marbella og stik nord til den gamle tyrefægterby Ronda. Fordi den er en af de vejstrækninger, der i ét hug maler et klart billede af bilens køreegenskaber: Dynamik, bremser, komfort. Det hele på én gang.

MARBELLA-RONDA: CIRKA 50 km, hvor rattet aldrig står lige ud - altså med undtagelse af det øjeblik, rattet passerer fra den ene side til den anden. Svingene er oftest overskuelige og asfalten er plan. Egentlig ligner strækningen gefundenes fressen for en lav sportsvogn eller måske en aftentur på en Ducati motorcykel. Desuden er strækningen som skabt til testkørsel af biler, fordi det er sikkert at skabe sig et overblik over en Kia cee'ds køreegenskaber.

BREMSERNE PÅ DEN nye Kia cee'd. Hurtig konklusion: De er udmærkede. Og dybest set har jeg ikke været gennem mere end en håndfuld kurver, inden dette med dynamik står lige så klart: Dynamisk, absolut dynamisk.

KIA CEE'D - I hvert fald "min" cee'd lige nu, en 1,6-liters benziner med manuelt gear samt 17" hjul - styrer præcist ind i svingene. Og inde i sving er bilen i fin balance. Balancen bliver ved helt ud på skridgrænsen og lidt videre endnu, hvor bilen kvitterer med en mild understyring. Skal bagenden hjælpes rundt i svinget letter man speederen, og der kommer lidt hjælp fra bagenden, der lige sætter sig - ikke en egentlig udskridning, bagenden bare lige bevæger sig en anelse udad. Det er lig med både effektiv og sikker kørsel.

JEG KØRER HELE strækningen op til Ronda og hele strækningen ned for nu at være sikker. For det er jo ikke køreegenskaber af denne type, vi normalt forbinder med en familiehatch fra Korea. Men ikke desto mindre. Den er god nok! Husk præcis her, at dynamiske køreegenskaber her er helt det samme som sikre køreegenskaber. Det er sikkert derfor, Kia-toppen har haft lyst til at tage dette skridt.

Ny motor, gammel teknik

Apropos sikkerhed: cee'd har naturligvis både ABS og ESP, ligesom den har airbags hele vejen rundt, det vil sige seks i alt. Hverken cee'd eller søster i30 har endnu ramt crashvæggen hos Euro NCAP. Men der er grund til at tro, at de begge scorer de maksimale fem stjerner.

EN SIKKERHEDS-FEATURE MERE er cee'ds VSM-system - VSM, der er forkortelsen for Vehicle Steering System, altså "køretøjs styre system". Et elektronisk sikkerhedssystem som en slags overbygning på ABS og ESP.

HVIS BILEN SKAL præstere en maksimal opbremsning med hjulene på hver sit underlag - typisk en vejkant - hjælper ABS og ESP jo til med at holde bilen stabil. Konventionelle systemer holder balancen ved at slække bremsetrykket på nogle hjul, mens cee'd arbejder "omvendt". cee'd bevarer det maksimale bremsetryk, hvilket er med til at forkorte bremselængden. Den ustabilitet, der opstår, kompenserer den for ved af sig selv at styre kontra. Køreren kan dog "overhale" styringen, hvis det er nødvendigt.

AL SIKKERHEDEN BESKREVET med trebogstavs-forkortelser har vi heldigvis ikke brug for i dag - selv om vi et par gange driver den sølvfarvede cee'd derud, hvor ESP'en tager fat (hvilket den gør høfligt). Men i absolut brug er motoren, den 1,6-liters benziner. For at finde undervognens grænser for både fun og sikkerhed skal motoren også bruges helt ud.

OG HER ER det tydeligt, at motoren i den store benziner er en gammeldags konstruktion - en typisk sugemotor. Den skal have pisk, slet og ret, for at bestille noget. Op i omdrejninger, op i rigtigt mange for for alvor at flytte bilen. Altså som sportsmotorer var en generation eller to tilbage. Således yder motoren de sidste af de 135 hk ved så mange omdrejninger som 6.300. Men to tal, der understreger motorens karakter, er det maksimal drejningsmoment og dets omdrejningstal: 164 Nm ved 4.850 o/min. Den tilsvarende måde at leve livet på gælder for den lille benziner, den 1,4-liters 100 hk's CVVT.

DET UNDERSTREGER, AT Kia følger en anden rute end de fleste konkurrenter. Kia og dermed altså også tvilling Hyundai producerer fortsat forholdsvis store sugemotorer, der netop skal have mange omdrejninger for at flytte sig. Mange konkurrenter, f.eks. Opel, Ford, Peugeot og Volkswagen, bygger i dag downsizing-motorer, der yder det samme, men ved færre omdrejninger og derfor med et renere CO2-udslip.

KOREANERNE UNDSKYLDER SIG med, at deres sugemotorer udslipper næsten lige så lidt CO2 som konkurrenternes downsizing-motorer. På trods heraf er jeg sikker på, at der i de hemmelige udviklings-afdelinger arbejdes med kommende motorer med mindre slagvolumen og turbo. For CO2 er mindre her - ligesom en god downsizing-motor er mere nutidig i sin måde at levere kræfterne på - den er slet og ret mere behagelig at køre.

Kia cee'd 2012 - helt kort

Kias model i Golf-klassen er cee'd. Oprindeligt lanceret i Paris efteråret 2006 som 2007-model. Facelift i 2009 og til sommer lanceres den nye version. Konventionel teknik, 5-dørs hatchback, frontmotor, forhjulstræk. McPherson ophæng for som stort set alle, multilink bag som de fineste i klassen.

TIL SOMMER KOMMER cee'd 2012 som hatch, til efteråret følger 5-dørs stationcar og senere - hvornår endnu hemmeligt - kommer en 3-dørs coupé med navnet Pro-cee'd.

CEE'D LANCERES MED i alt fire motorer og tre gearkasser: To benzin-, to dieselmotorer og manuel, dobbeltkobling og automatisk boxe. De direkte konkurrenter er Hyundai i30, Ford Focus og Volkswagen Golf.

PRISERNE ER ENDNU ikke klar. Den nuværende cee'd koster fra 180.000 kr., og importøren lader forstå, at der antagelig ikke er væsentlige prisstigninger på vej.

Dommen!

4 stjerner ud af 6 mulige

Kommentar: På mange måder stiler den nye cee'd efter hele fem stjerner; design og køredynamik. Imidlertid mangler vi at køre cee'd med danske specifikationer inden vi kan være sikre på en femmer. Derfor i første omgang fire stjerner præcis som dens tvilling Hyundai i30.

Plus
♦ Design
♦ Kabine
♦ Komfort
♦ 7 års garanti
♦ Pris

Minus
♦ Kræver omdrejninger
♦ Automatgearkasse

Kia cee'd 1,6 GDI EcoDynamics - teknikken

Type: 4-5-personers hatchback, frontmotor, forhjulstræk.
Motor: 4-cyl. række-benzin, 2,0 liter, 135 hk ved 6.300 o/min., 164 Nm ved 4.850 o/min.
Forbrug i flg. EU-norm: 19,2 km/l
CO2-udslip: 119 g/km
Præstationer:
0-100 km/t: 9,9 sek.
Topfart: 195 km/t
Prisgæt: Fra 265.000 kr.

Kia cee'd - danske modeller
Benzin
1,4 CVVT: 100 hk, 137 Nm, 12,8 sek., 182 km/t, 17,9 km/l, 130 g/km
1,6 GDI: 135 hk, 164 Nm, 9,9 sek., 195 km/t, 19,2 km/l, 119 g/km

Diesel
1,4 CRDI: 90 hk, 220 Nm, 13,5 sek., 170 km/t, 25,0 km/l, 105 g/km
1,6 CRDI: 128 hk, 260 Nm, 10,9 sek., 197 km/t, 27,0 km/l, 97 g/km

Kia cee'd og tre direkte konkurrenter
Kia cee'd 1,4 CVVT: 100 hk - 17,9 km/l - 130 g/km. Prisgæt: 185.000 kr.
Ford Focus 1,6 Ti-VCT: 85 hk - 16,9 km/l - 136 g/km. Pris 229.400 kr.
Hyundai i30 1,4 ISG: 100 hk - 17,9 km/ - 130 g/km. Pris: 184.995 kr.
Volkswagen Golf 1,2 TSI: 85 hk - 18,2 km/l - 129 g/km. Pris: 224.998 kr.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

Sælg din bil

Opret en gratis annonce, som bliver synlig på 15 af Danmarks største onlinemedier.

Annoncen er nem at oprette, og efter 5 minutter er bilen synlig for mere end en million potentielle købere.

En basisannonce med billede er gratis, og pakker med mulighed for flere billeder kan tilkøbes.