Biltest: Det er bare at sætte sig ind bag rattet - så ved man, at Audi A1 er skabt til køreglæde. Og med den nyeste version, A1 Sportback med fem døre, er den mindste ikke så lidt mere praktisk.
FRA AUDI A1 med tre døre til Audi A1 med fem døre. Umiddelbart lyder det som en fredsommelig opgave lige at montere et par døre mere; det er dog en øvelse mange designere og ingeniører har løst før Audi. Men i tilfældet Audi A1 er opgaven særligt vanskelig. Det er buens skyld.
DEN TREDØRS AUDI A1 blev lanceret sommeren 2010, fik masser af ros for køreegenskaber, motorer, image - men især for dens design. Nogle så endda den nye mini i Polo-klassen som et regulært stilikon - et design omtrent i klasse med den første Audi TT, mærkets lille coupé, der i sin oprindelige udgave var omtrent ens forfra og bagfra.
AT FØRSTE A1 kunne svinge sig helt herop, skyldes ikke mindst buen - den bue, der tegnes af tagets forløb hen over dørenes vindue og bageste siderunde. I mange versioner understreget af buens aluminiums-farve. Dér rammer A1's design en ny højde.
MEN UANSET HVOR smart en 3-dørs bil er, kan det for mange kunder ikke ophæve, at tre døre er mindre praktisk end fem. Derfor skulle den første A1'er følges op af en udgave med to døre flere. Det var imidlertid oplagt, at skridtet fra tre til fem ville ramme ind i i hvert fald ét problem: Bagdøren ville udelægge buen.
NU HOLDER DEN så dér på p-pladsen. Den helt nye 5-dørs Audi A1 - i øvrigt med navnet Sportback. Og det er let at se, problemet er vitterligt løst. Denne gang ved hjælp af bevidst brug af farver. For buens forløb er brudt, men omtrent samme effekt er nået ved hjælp af farver: Karrosseriet i én farve, taget inkl. dørstolperne i en kontrastfarve. F. eks hvid og metallicgrå som testbilen her i artiklen, metallic blå og is-silver eller umanerligt gul og pianosort. Det er jo ikke raketvidenskab, dette her. Men det er godt set - og det virker. A1 Sportback ser godt ud - bare ikke helt så godt som A1 med tre døre.
DESIGN ELLER EJ. De to ekstra døre åbner en helt ny verden for Audis mindste. Mange købere rundt om i Europa, ikke mindst os her i Danmark, foretrækker, ja, nærmest kræver fem døre i en hatchback. Ellers er det for bøvlet med ungerne, der nærmest skal kravle om på bagsædet, og det er for irriterende, at man altid skal helt om i bagagerummet selv med bare et par pakkenelliker. Alle sætninger, hvor "praktisk" indgår, bliver bedre, når der fem muligheder i stedet for tre.
NU GØR TO døre ekstra jo i sig selv ikke bilen større - specielt ikke, da afstanden mellem akslerne er uændret. Den store forskel er selvfølgelig, at det nu er en opgave i en helt anden verden at stige ind på bagsædet. Og netop "stige ind" er ordene - mod "kravle om" i den 3-dørs. Der er dog en bagsædepris at betale for den elegante form, der er således marginalt mindre plads at brede sig på end søsterbilen Volkswagen Polo og noget mindre end i den tredje søster, Skoda Fabia.
Den kobler halvdelen af cylindrene fra
A1 Sportback stiller op med et trick fra den største Audi S8 - at koble halvdelen af cylindrene fra.
MAN SKAL BARE sætte til rette, så stiger humøret. Faktisk er det slet ikke nødvendigt så meget som at starte motoren, inden man mærker, at her er bygget bil til køreglæde. Sæderne er store bilens størrelse taget i betragtning, og mange endda større biler fra Korea må blive misundelige, når de oplever, at stort sæde med tilstrækkelig lårstøtte vitterligt kan gå hånd i hånd med en lille bil. Beviser: Det holder her.
DERNÆST ER RATTET vinklet ganske lodret, og det kan justeres vidt både op og ned samt ud og ind. Og som creme de la creme: Et læderrat, der hverken er for stort eller for lille, for tykt eller tyndt. Og det høje humør fortsætter, når der fyres op under motoren. Der er en række forskellige motorer at vælge i mellem i den 5-dørs A1-verden. 4-cylindrede rækkemotor på benzin og tilsvarende på diesel. Og ja, selv den mindste med 86 hk - "Audien uden motor" - flytter sig forbløffende hurtigt.
MED A1 SPORTBACK følger to motorer: En ny variant af den 1,4-liters TFSI, nu med 140 hk og vigtigst af alt, et system, Audi uanset sproget har valgt at kalde Cylinder On Demand. Ved konstantfart-kørsel kobler de to midterste cylindre fra og den ellers 4-cylindrede rækkemotor er nu pludseligt en 2-cylindret rækkemotor. En tankegang A1's motorkonstruktører har hentet hos kollegerne, der laver V8-motoren til S8.
DET ER UMULIGT at mærke eller høre, når R4 bliver til R2 og tilbage igen. Faktisk bliver man nødt til at læse oplysningen på instrumentet i midten. Resultatet er en besparelse på 4 procent i forhold til en tilsvarende motor med fire og altid fire cylindre i drift. Smart, ikke sandt?
ALLIGEVEL ER DET en anden ny motor, vi kører de fleste km i - den nye 2-liters TDI-dieselmotor. Med 143 hk er der rigelig effekt til en så lille bil, men såre typisk diesel i øvrigt, er der en overflod af moment. 320 Nm har gjort sig klar under højre fod. Så det er bare at tjatte, så springer bilen frem.
SOM DEN NYKONSTRUEREDE diesel, den er, er 2,0 TDI rotationsvillig, velafbalanceret og omdrejningsvillig. Ingen dieselklapren; heller ikke når den vækkes til live ganske kold.
ALLIGEVEL ER DET en anden egenskab, der er det mest besnærende ved den nye Sportback - køreegenskaberne. Min hvide testbil er vitterligt dynamisk - langt hurtigere på rattet end f.eks. en Polo eller en Golf for at gå lidt op i størrelse. Mest af alt styrer den hvide testbil med den store dieselmotor som en velkørende GTI, bare ikke så skarpt, at styringen på nogen måde føles hys. Og bagenden, den er let at styre med speederen, så her er vi helt oppe på GTI-niveau. Dog kræver så oplagte egenskaber hen over asfalten at man vælger sin A1 med 17"-hjul.
VI KØRER EN 2,0'er på 17" store Goodyear-dæk. Oplagt styring. Og vi kørte tidligere på dagen en 1,6'er på 16"fælge med gummi fra Dunlop. Død styring. Selvfølgelig kan der gemme sig en forskel på et Goodyear Efficient Grip og et Dunlop Sport Maxx (og det gør der), men den afgørende forskel er diameteren. Derfor anser vi det for et must, at købe A1 med 17"-hjul. Præcis som hjul i netop denne størrelse klæder bilen langt mere end de mindre hjul.
Helt kort
A1 er navnet på den mindste Audi, bilen i B-segmentet eller Polo-klassen, som vi ofte siger - en dobbeltpassende betegnelse, idet A1 dele teknik, bl.a. platform og motorer med netop Polo samt Skoda Fabia og Seat Ibiza i øvrigt - alle fire biler stammer jo fra ét og samme selskab, Volkswagen Group.
AUDI A1 BLEV lanceret som 3-dørs hatchback sommeren 2010, nu følger den 5-dørs udgave med dansk introduktion i marts. Til august følger de to nye motorer, 1,4 TFSI med 140 hk og 2,0 TDI med 143 hk.
ET BREDT UDVALG af motorer på både benzin og diesel. Benzin fra 86 hk til 185 hk, diesel fra 90 hk til 143 hk. Prisstart på 223.147 kr. for den 86 hk's benzin, foreløbig top ved 355.036 kr. for udgaven med 185 hk's benzinmotor.
Udvalgte modeller:
Benzin
1,2 TFSI: manuelt gear, 86 hk - 223.147 kr.
1,4 TFSI: manuelt gear, 122 hk - 255.986 kr.
1,4 TFSI: S tronic, 122 hk - 284.752 kr.
1,4 TFSI: S tronic, 140 hk - knap 300.000 kr.*
1,4 TFSI: S tronic, 185 hk - 355.036 kr.
Diesel
1,6 TDI: manuelt gear, 90 hk - 240.086 kr.
1,6 TDI: S tronic, 90 hk - 280.444 kr.
1,6 TDI: manuelt gear, 105 hk - 259.196 kr.
2,0 TDI: manuelt gear, 143 hk - knap 300.000 kr.*
* ikke-endelig pris.
Plus
Image
Motor
Dynamik
Kørestilling
Minus
Plads på bagsædet
Pris
Dommen!
5 ud af 6 mulige til den lille Audi - dermed har babyen kørt sig ind i klasse med en række af de fineste biler på markedet - fx ny BMW 3-serie og ny Porsche 911.
Dommen!
5 ud af 6 mulige
Kommentar: Den nye A1 Sportback er den alt i alt bedste bil af sin type: Ikke den mest rummelige, her er f.eks. Skoda Fabia bedre, ikke den billigste, her er f.eks. Volkswagen Polo bedre. Men den bedste pakke og i hvert fald den lækreste.
Audi A1 Sportback 2,0 TDI manuel - teknikken:
Type: 4-personers hatchback, frontmotor, forhjulstræk.
Motor: 4-cyl. række-diesel, 2,0 liter, 143 hk ved 4.200 o/min., 320 Nm ved 1.750-2.500 o/min.
Forbrug i flg. EU-norm: 24,4 km/l
CO2-udslip: 108 g/km
PRÆSTATIONER
0-100 km/t: 8,2 sek.
Topfart: 217 km/t
Pris: Knap 300.000 kr.
Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev