BMW 1'serien er vitterligt en bil i Golf-klassen - her hvor god plads på bagsædet, komfortabel lyd og affjedring samt fornuftig pris er et must. Det blæser den nye 1'er på: Her handler det om at køre - også gerne for den rene fornøjelses skyld. "Rene" i dobbelt betydning.
BAG KAMERAET: STUART WEP
SELVFØLGELIG VAR DET på spionbilleder, jeg så BMW 1-serien for første gang. Det var tilbage i slutningen af 2003. Den camouflerede bil - matsort tape og matsort spraymaling - var tydeligvis fotograferet på Nürburgring i et af banens hurtige højresving. Fælgene var store, og bilen stod effektivt på hjulene. Efter at have set netop dette billede holdt tvivlen op: BMW's kommende mindste skulle ganske vidst være mindre end den Passat-store 3-serie, men den skulle kunne køre, virkelig Køre med stort K.
MEN BAGENDEN. HVAD var nu det med bagenden? Var det bare mekanikerholdet, der havde klistret en snydebagenden på den sorte bil på billedet? Hatchback-karrosseri; ja, nærmest lidt varevognsagtig inde under plastikken og den sorte gaffatape. Helt nye veje fra bilfabrikken i München? Eller et stunt for drille konkurrenterne med stjernen i Stuttgart og De fire Ring i Ingolstadt?
FØRSTE GANG, JEG fik oplysninger om bilen helt renset for spin, var fra en engelsk kollega, Steve Cropley. Sammen med en lille inderkreds havde han været i Sydafrika for at køre en forproduceret 1'er. "Skarp styring - rigtig BMW", berettede Cropley. Og så forklarede han noget, jeg ikke for alvor forstod, men at hmm, " forenden kunne ændre form afhængig af hastigheden". Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle tænke, "hvad har du gang i Steve" eller måske nærmere, "hvad har I gang i BMW?"
DA JEG SÅ kørte første BMW 1-serie året efter, i 2004, kunne jeg konstatere, at det hele var rigtigt: Den mindste BMW var fra dag 1 en helstøbt køremaskine, den var også en 5-dørs hatchback om end den langsliggende frontmotor kun fik selve bagenden til at ligne en bil i Golf-klassen. Og dette med fronten, som Cropley omtalte, skulle vise sig at være rigtigt nok, om end på en noget anden måde, end jeg først troede.
FORKLARINGEN VAR, AT et jalousi bag selve kølergrill'en kunne åbne og lukke afhængig af motorens behov for køling. Dermed kunne motoren hurtigt komme op i korrekt driftstemperatur og vindmodstanden kunne optimeres en bagatel: Dermed havde BMW for alvor meldt sig ind i kampen mod stadig lavere CO2-udslip.
DET VAR BMW 1 version 1 i '04. Nu er vi nået til 2012, og testbilen her er en 1-serie version 2,0 - her en 118i med 1,6 liters benzinmotor, 170 hk og 250 Nm. Gearkassen er 6-trins manuel, og på fælgene er vredet vinterdæk.
ER DEN SÅ tro mod spionbillederne fra Nürburgring og Cropleys beretning fra Sydafrika? Ja, og mere til. Testruten bekræfter, at den nye 1-serie på alle måder lever op til BMW's oprindelige tanker og ideer: Skarpe køreegenskaber - hatchback karrosse - moderne og i dag endnu renere motorer.
BMW 118I ER næsten uden undtagelser køreglæde så langt øjet rækker. Det starter med kørestillingen: Faste sæder, der på en gang holder bestemt og behageligt om kroppen. Rattet har den helt rigtige størrelse, og ratkransen den gode tykkelse.
OG STRAKS MAN bare så meget som triller, mærker man tydeligt den direkte kontakt fra vejen gennem hjul og styretøj op til rattet og dermed til hænderne. Selvfølgelig bliver det tydeligere med lidt mere fart. Dette er også køreglæde, måske den største køreglæde, fordi den er der hele tiden. Selv ned ad Østre Søgade med bare 40 i timen.
Mest præcise forende lige nu
DEN DIREKTE STYRING er et af BMW's tydeligste kendetegn. Som den baghjulstrækker den er, er de styrende og de trækkende kræfter skilt ad i henholdsvis forhjul og baghjul. Uanset hvor dygtige andre måtte være til at bygge kontrol og præcision ind i en forhjulstrækkers styring (f.eks. Mini, der jo også er BMW) har BMW et forspring alene i konstruktionen.
IMIDLERTID UDNYTTER BMW det en kende for meget. I hvert fald er det lige før testbilen virker en smule nervøs, når man lige drejer bare det mindste på rattet.
INGENIØRER MED ANSVARET for bilers køreegenskaber taler om, hvordan styretøjet føles "ud af nul". Altså hvordan bilen reagerer lige i det øjeblik, man begynder at dreje, eller måske ikke engang drejer, men bare korrigerer på rattet - ud af nul. Her er 1-serien for hurtig efter min smag. Når man så drejer lidt mere, altså drejer og tydeligvis mener at man vil dreje, skal den dynamiske bil reagere konsekvent og præcist. Og dét gør testbilen her. Som måske den bedste på markedet lige nu.
PROBLEMET MED UD af nul er dog ikke større, end at en 1'er står som bilen med det skarpeste og mest præcise forende lige nu. Og det inkluderer den nye Porsche 911, seneste Mercedes C-klasse og blandt forhjulstrækkere VW Golf GTI.
MEN MÅSKE VIGTIGSTE nyhed ved 1-serien 2,0 finder vi under frontklappen. Nye motorer med endnu lavere forbrug og dermed CO2-udslip. Og typisk for de bedste downsizing-motorer er det, at forbruget er sænket væsentligt samtidig med at effekten er hævet. Her i starten af 1's levetid, er der disse motorer at vælge imellem: To benzin, begge 4-cylindrede 1,6'ere og tre diesel, alle tre 4-cylindrede 2,0'ere.
INTERESSANT ER DET, at den hurtigste af dem alle er en diesel-udgave, 120d med størst effekt, mest topfart, markant hurtigst mellemaccelerationer - og larmende mindst CO2-udslip. Men her kører vi altså med den hurtige benziner i 118i - men på mellemaccelerationerne får den faktisk høvl af den tilsvarende bil med diesel: Testbilen trækker fra 80 til 120 km/t på 7,3 sek. i 4. gear, dieselen bruger kun 5,7. Det ændrer dog ikke en tøddel på, at oplevelsen af sport er størst i benzineren.
TESTBILEN HER HAR seriens manuelle gearkasse, 6-trin linet op i et dobbelt-H. Udvekslingen mellem de forskellige trin er udmærket, men alligevel trækker boxen fra. Skiftene kan gennemføres hurtigt nok, men skiftene er slet ikke smørbløde nok. At kalde gearkassen knoklet er at overdrive problemet, men lækker gearkasse på samme måde som powerpakken er en lækker motor - slet ikke. Bedste løsning er at vælge sin 1'er med tyskernes nye 8-trins automat-gearkasse. Så hurtig, så smooth - måske markedets bedste gearkasse lige nu i konkurrence med DSG-gearkasserne fra Volkswagen Group.
OG DETTE FØRER direkte frem til 1-seriens problem i forhold til en Golf med stort samme effekt, også sportsundervogn og 17" store hjul, nemlig prisen. BMW 118i med manuel box koster i runde tal 420.000 kr., hvilket er 67.000 kr. mere end en Golf 1,7 TSI DSG7 også med sportsundervogn og store hjul. Og så er det altså BMW manuel box mod Golf med DSG-gear. Hvis Bimmeren skal have den matchende gearkasse er den pludseligt godt 100.000 kr. dyrere. Og det er da også en slags penge for trækaksler ved baghjulene i stedet for forhjulene.
OPPE MOD EN anden anderledes tysker, nemlig den nye Mercedes B-klasse, har BMW'en ikke nær samme prisproblem: BMW'en her koster altså 420.000 kr., mens B200 med sportsundervogn koster 410.000 kr.
SPIONBILLEDET FRA NÜRBURGRING varslede helt nye tider i Golf-klassen. 1 version 1,0 indfriede forventningerne, med version 2,0 er BMW fortsat i en afdeling for sig. Men det koster, gør det.
118i mod konkurrenterne
BMW 118i
4-cyl. række, turbo - 1,6 liter - 170 hk - 7,4 sek. - 17,2 km/l - 134 g/km - 419.395 kr.
Mercedes-Benz B200
4-cyl. række, turbo - 1,6 liter - 156 hk - 8,6 sek. - 16,9 km/l - 138 g/km - 409.900 kr.
Den nye B-klasse, men afgørende for at kunne matche 118'neren er, at B-klassen vælges med sportsundervogn og 17"-fælge. Prisen er inkl. sportsundervogn.
Volkswagen Golf 1,4 TSI DSG7
4-cyl. række, turbo og kompress. - 1,4liter - 160 hk - 8,0 sek. - 16,7 km/l - 139 g/km - 352.998 kr.
Prisen er inkl. pakke med fuldautomatisk aircondition Climatronic, vinterpakke og vigtigt i denne sammenhæng, 17" letmetalfælge Porto" og sportsundervogn.
BMW 118i - helt kort
BMW 1-SERIEN HØRER hjemme i Golf-klassen med samme karrosseri-type, nemlig den 5-dørs hatchback. Men den adskiller sig fra alle andre i klassen ved at være baghjulstrukken. Det er også den tekniske forklaring på, at netop 1 er klassens mest dynamiske bil.
1-SERIEN BLEV LANCERET i 2004, mens den i sommeren 2011 kom i en ny version. Både diesel- og benzinmotorer, både manuel og automatisk gearkasse. To udstyrslinjer, Sport Line og Urban Line. Foreløbig findes den nye 1'er udelukkende som 5-dørs, senere følger stationcar, coupé og cabriolet.
DEN NYE BMW 1-serien koster fra for 366.395 kr. og bliver ved til 473.495 kr. Dyreste 1'er lige nu er 1-serie M til 974.000 kr., den er imidlertid baseret på den nu gamle 1'er.
Dommen!
4 ud af 6 stjerner
Kommentar: Den nye 1-serie kører så godt, at den umiddelbart ligner en bil med 5 stjerner. Men manglende plads på bagsædet og især den høje pris trækker i modsatte retning. Derfor fire - men et stoirt firtal, som de ville sige i Vild med Dans.
Plus
Køreegenskaber
Kørestilling
Motor
Minus
Gearkasse
Plads på bagsædet
Pris
BMW 118i - teknikken
Type: 4-5-personers hatchback, frontmotor, baghjulstræk.
Motor: 4-cyl. række-benzin, 1,6 liter, 170 hk ved 4.800 o/min., 250 Nm ved 1.500 o/min.
Forbrug i flg. EU-norm: 17,2 km/l
CO2-udslip: 134 g/km
Præstationer:
0-100 km/t: 7,4 sek.
Topfart: 225 km/t
Prisgæt: 419.395 kr.
Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev