Chevrolet fejrer sine 100 år ved at bringe den sagnomspundne Camaro tilbage til Danmark.
FORUD FOR SIN europæiske entre er dens køreegenskaber blevet finpudset på Nürburgring. De danske kunder kan vælge mellem hårdt og blødt tag, automatisk og manuel gearkasse. Men ét kan ikke diskuteres - Chevrolet Camaro fås kun med en bredskuldret V8-motor.
CHEVROLET HAR I Danmark senest haft et, ja lad os bare kalde det fornuftigt udvalg af personbiler. Amerikanerne har længe kunnet boltre sig i store, tørstige muskel-Chevyer, mens vi herhjemme - mest Chevrolet Spark og Chevrolet Cruze og om lidt Chevrolet Aveo.
Men nu skal Chevrolet ikke bare være koreansk Chevrolet - nu skal vi opleve de rigtige Chevyer, de amerikanske. Og ind fra højre kommer nu den femte generation af sportsvognen Camaro for at sparke til mærkets image i Europa. Den absolut amerikanske sportsvogn kommer ind i bilfamilien som den højtråbende onkel med de store overarme; ham, der er lige lovlig tørstig.
OPSKRIFTEN ER SIMPEL og gennemprøvet - to døre, stor frontmotor og baghjulstræk. Taget fås både i fast form som coupé eller som blød kasket i form af Camaro Convertible.
Hjertet i Chevrolet Camaro er en 6,2 liters V8-sugemotor. Bulderbassen produceres også med en V6-motor, men den er forbeholdt The States. Danmark får kun Chevrolet Camaro med V8 - fedt!
V8-MOTOREN YDER 432 hk ved 5.900 omdrejninger med manuel gearkasse og 405 hk ved samme omdrejningstal med automatgearkasse. Forskellen i effekt skyldes, at automatudgaven har et brændstofbesparende program, der kan lukke ned for fire af de i alt otte cylindre. I princippet et smart system, som også Bentley kører med og som Audi senest har lanceret på S8. Men i en Camaro svarer besparelsen til sølle 0,5 km/l. Og ærligt talt føles tabet af muskler over en så ringe besparelse ikke særlig amerikansk og machoagtigt.
FORBRUGET FOR DEN mest tørstige udgave lander på 7,1 km/l og svimlende 329 g/km, mens den "økobevidste" kører 7,6 km/l og udleder 304 g/km - bestemt ikke imponerende. Men hvad betyder forbrug, hvis bare øsen kan larme, køre stærkt og se godt ud? Chevrolet Camaros udseende er karakteristisk og oser af attitude - ikke mindst i "min" testbil i larmende gul lakering. Formen er umiskendelig brutal, men samtidig retro at se på. Karrossen er spækket med buler, linjer og gæller, hvis eneste funktion er at gøre Camaro visuelt mere maskulin. Maskulin kan også siges om lyden fra de store nedløbsrør. V8-torden ved alle omdrejninger. Men det er imidlertid ikke kun motoren, der larmer. De store 20"-dæk synger en skøn tone eller to.
DE BEDSTE STEMMER sidder naturligvis i de to bagdæk, som glædeligt akkompagnerer motoren med hvinen og skrigen - Camaro er heldigvis fantastisk at lave hjulspin i, og den gør det uden at brokke sig! Så indtil videre er Chevys billige sportsvogn altså en bil med attitude og et fantastisk soundtrack. Og løfterne om finpudsning af køreegenskaberne på selveste Nürburgring lyder tiltalende.
Kilometerne bag rattet afslører dog, at min gule amerikaner-sportsvogn på godt og ondt stadig er meget amerikansk. Det manuelle gearskifte er ikke for slapsvanse. Skiftene er tunge og vandringen kunne være kortere. Til gengæld vibrerer gearknoppen i takt med de stigende omdrejninger - en fed mekanisk skønhedsplet, der nærmest gør omdrejningstælleren overflødig.
AUTOMATGEARKASSEN HAR DESVÆRRE sin egen vilje, og skifter som vinden blæser ved sporty kørsel. Skiftene er tilmed langsomme og med de førnævnte 27 hk mindre, er den manuelle løsning KLART the way to go.
BAG RATTET FØLES bilen stor og tung. Selvom motoren har mange kræfter leveres de stadig en smule tilbagelænet. Grundet en styring uden særligt meget feedback bliver Chevrolet Camaro hurtig en smule uoverskuelig. Bilen kommunikerer oftest via ESP-systemet, hvilket ikke just giver føreren mod på mere - men måske det giver køreren en følelse af hår på brystet.
Et primitivt motor-monster
Den gule kæmpe er klart bedst et stykke fra skridgrænsen, og med den manuelle gearstang placeret i tredje gear. Her er den til gengæld nær fantastisk til trods for sit primitive udtryk.
DER ER SOM sagt ingen erstatning for kubik, og Camaro har mange af dem. Netop derfor trækker bilen fint, og næsten alt er muligt i det brede tredje gear. Affjedringen - den er en kende hård, og kabinens halvbillige materialer og tvivlsomme samlefinish forstærker følelsen ved at klonke og rasle.
CHEVROLET CAMARO ER og bliver den beskidte og primitive sportsvogn. Den har større muskler, end den har hjerne. Til tider føles den som en kliche med sine klassiske amerikanske dyder. Det er ikke kun designet som er retro, også tilgangen med stor sugemotor og dårligt forbrug er gammeldags.
PÅ MANGE MÅDER er den en meget snæver bil. Den er ikke den sportslige all-rounder, vi kender fra andre bilmærker som f.eks. Mercedes, BMW og Audi. Til gengæld er det nærmest umuligt at finde så meget larm, røg og attitude hos andre mærker.
OG NÅ JA, hvem foretrækker ikke den primitive hamburger over det arty farty verdenskøkken bare engang imellem? Prisforventningen på omkring 800.000 for en coupé med manuel gearkasse gør Chevrolet Camaro yderst attraktiv, når den lanceres til foråret 2012 i Danmark.
Chevrolet Camaro V8 Coupé - motorer og priser
6,2 l. Benzin motor med manuel:
Effekt: 432 hk
Forbrug: 7,1 km/l
Udslip: 329 g/km
Prisgæt: 800.000 kr.
6,2 l. Benzin motor med automatisk:
Effekt: 405 hk
Forbrug: 7,6 km/l
Udslip: 304 g/km
Prisgæt: 840.000 kr.
Teknikken bag
Chevrolet Camaro V8 Coupé
Type: 4-personers coupé
Design: Frontmotor, baghjulstræk
MOTOR
Design: V8, sugemotor
Brændstof: Benzin
Slagvol.: 6,2 liter
Effekt: 432 hk v. 5.900 o/min
Moment: 569 Nm v. 4.600 o/m.
FORBRUG OG UDSLIP
Forbrug i flg. EU-norm: 7,1 km/l
CO2-udslip: 329 g/km
PRÆSTATIONER
Acc., 0-100 km/t: 5,2 sek.
Topfart: 250 km/t (elektronisk begrænset)
PRIS OG LANCERING
Prisgæt: 800.000 kr.
Lancering i DK: forår 2012
Den endelige dom
Chevrolet Camaro V8 Coupé
Plusser:
- Den kan lave hjulspin
- Prisen
- Attituden
Minusser:
- Køreegenskaberne
- Finishen
Karakter: 3 stjerner
Kommentar: Chevrolet Camaro taler til laveste fællesnævner, den er super til weekendture, men det høje forbrug og primitive adfærd vil hurtigt gøre den anstrengende i hverdagen.
Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev