Trin for trin i 6 punkter: Fra den rigtige pris og klargøring via annoncering og fremvisning til det sikre salg og pengene i banken.
Den rigtige pris
Noget af det vanskeligste, ved selv at sælge sin bil, er at
fastsætte prisen. Prissætter du din bil for højt, risikerer du, at
du ikke får henvendelser fra potentielle købere. Kommer du i stedet
til at sætte prisen for lavt, tjener du for lidt på salget.
Da bilen kan tabe værdi, mens du har den til salg, er det vigtigt,
at ramme den rigtige salgspris lige fra starten. Men hvordan finder
du så den helt rigtige pris?
Konkurrencedygtig pris
Du skal være opmærksom på, at din pris skal være
konkurrencedygtig, for pris er det mest populære søgeparameter
blandt købere på internettet. Når du skal fastsætte en pris, er det
derfor en god ide at sammenligne din bils mærke, model, årgang,
kilometertal og alder med de tilsvarende biler, der ellers er til
salg på BilZonen.dk. Herudfra kan du vurdere, hvad du vil kunne
sælge din bil for.
Fordele som lavt km-tal, fuld servicebog og ekstra udstyr kan
forsvare en pris over gennemsnittet - men husk at fremhæv dette i
din annoncetekst.
Spørg forhandleren
Du kan også spørge en forhandler, hvad han vil give for bilen.
Som udgangspunkt vil en forhandler aldrig give ligeså meget for
bilen, som du ville kunne få for den ved et salg til en
privatperson. Forhandleren er nemlig nødt til at tage højde for, at
han skal stille en garanti overfor den næste køber af bilen, når
han vurderer, hvad han vil give for din bil. Forhandlerens
vurdering kan derfor bruges som en mindstepris ved salg af din
bil.
Prisberegnere
Der findes forskellige prisberegnere på nettet, hvor du, ud fra
blandt andet bilens mærke, model og årgang, kan få beregnet prisen
på din bil. Disse prisberegnere tager dog ikke højde for f.eks.
ændringer i udbud og efterspørgsel. Når du skal sætte en
konkurrencedygtig pris, er det derfor vigtigst, at sammenligne
priser med andre lignende biler.
Gør din bil
attraktiv og nemmere at sælge
Det kan være en fordel at give din brugte bil en ekstra rengøring,
inden du sætter den til salg. Sørg for at kabinen er ren og i det
hele taget fremstår så godt som muligt. Du kan også friske kabinen
op ved f.eks. at købe et par nye måtter - eller gå hele vejen og få
et klargøringsfirma til at tage sig kærligt af din bil. For under
3.000 kr. kan du få en grundig klargøring af din bil.
Forhold der kan gøre din bil mere
efterspurgt:
- En fuld servicebog eller dokumentation for at
serviceeftersynene er overholdt
- At bilen lige er blevet synet
- At du har fået lavet en brugtbilstest
En FDM brugtbilstest vil give køberen en sikkerhed for, at bilen
er i orden eller vil som minimum kunne bruges som en liste over
fejl, der bør rettes før overtagelsen.
Gode billeder
sælger din bil
Vil du have din bil solgt, skal du vise potentielle købere et og
helst flere billeder. Dette gælder uanset, om du annoncerer på
internettet eller i avisen. Der vil ganske enkelt være færre
interesserede og dermed færre henvendelser, hvis din annonce
udelukkende består af tekst.
6 gode råd til hvordan du tager gode billeder til din
annonce:
- Vask og tør bilen grundigt. En ren bil sælger
- Zoom ind - det er bilen, der skal sælges, ikke naboens
hus.
- Træd to skridt bagud og brug zoom-funktionen. Derved undgår du,
at bilens proportioner forvrænges.
- Tag billeder fra flere vinkler - også indvendigt.
- Få alle detaljer med: f.eks. fælge, skørter, speciallakering,
lygter, sæder, instrumentbord, anlæg mm.
- Tag billeder en dag med godt lys - så alle detaljerne kan ses
(ikke alt for kraftigt lys og ikke lige efter solen er gået
ned).
Den rigtige
annoncetekst sikrer hurtigt salg
I annonceteksten skal du selvfølgelig fremhæve de positive ting
ved din bil, men det er også vigtigt at være ærlig omkring mangler.
Lav en grundig beskrivelse af bilen: Det nedsætter risikoen
for at skulle give et stort afslag, når du beskriver bilen så
præcist og ærligt som muligt.
Det kan også være en god ide at skrive lidt om, hvorfor du har
været glad for bilen. Har du haft særlige behov, som er blevet
dækket af netop denne bil, er der en god sandsynlighed for, at en
køber kan få glæde af netop disse egenskaber.
Skriv det du ved om bilen
Det er vigtigt at fortælle potentielle købere om bilens stand.
Læg særligt vægt på de positive aspekter, der får din bil til at
skille sig ud, men nævn også eventuelle skader. Du kan f.eks.
inkludere oplysninger omkring:
- Antal tidligere ejere af bilen
- Brugsmønster - har bilen f.eks. stået i garage eller kørt mange
lange ture
- Hvis bilen har anhængertræk
- Seneste syn
- Hvis bilen kører langt på literen
- Seneste service
- Om sommer- og/eller vinterdæk er nye
- Sikkerhed: ABS-bremser og ESP-antiudskridningssystem
- Isofix beslag
- Skader på bilen
- Udfyldt servicebog
- Nært forestående reparationer
Fremvisning og
prøvetur
Når du skal fremvise bilen til en mulig køber, gælder det om at
være godt forberedt. Dels skal bilen se indbydende ud, dels skal du
have alle papirerne parat - lige som du skal have dig gjort klart,
hvad din minimumspris er.
Prøveturen
Hvis den mulige køber beder om en prøvetur, skal han
naturligvis have lov til det. Du skal sikre dig, at vedkommende har
et kørekort, det er nemlig ulovligt at overdrage sin bil til en
person, der ikke har et gyldigt kørekort. Det kan være en god idé
at tage med på prøveturen. Tager du ikke med kan det signalere, at
din bil selvfølgelig er i orden og at du i øvrigt har tillid til
køberen. Det skal dog siges, at forsikringen ikke dækker, hvis en
mulig køber stikker af med bilen.
Registreringsattest og servicebog
Hvis den mulige køber fortsat er interesseret efter
prøveturen, er næste skridt papirerne. Du skal fremvise følgende
papirer:
- Registreringsattest
- Et print, der beviser, at der ikke er restgæld i bilen
- Servicebogen med alle stemplerne.
På
tinglysning.dk kan du finde ud af, om der er restgæld i bilen,
ved at indtaste stelnummer eller dit fulde navn og cpr-nummer.
Hvis servicebogen ikke er fyldt, kan du fremvise regningerne på
de reparationer, der er udført. Hvis du heller ikke har dem, er der
sikkert kun en særligt lav pris som mulighed for at få handelen til
at falde på plads.
Forhandling af prisen
Køber vil sikkert tilbyde en lavere pris end du forlanger. Du må
på forhånd gøre dig klart, om du vil acceptere et prisnedslag og i
givet fald hvor meget. Du kan også have forberedt et alternativ til
prisnedslag - f.eks. tilbyde at lade et sæt vinterdæk, et sæt nye
gulvmåtter eller andet gå "gratis med" i handelen.
Betaling
Ved betaling bør du udelukkende acceptere kontanter eller en
banknoteret check. Et alternativ er en bankoverførsel på stedet. En
bankoverførsel kræver, at både du og køber har adgang til jeres
netbank. Det vil herefter kun tage få minutter for køber at
overføre det aftalte beløb til din netbank - husk at kontrollere,
at pengene går ind på din konto.
Afslut
handlen
Juridisk afslutter I handelen ved, at begge parter underskriver
en bindende slutseddel. Brug gerne den fortrykte sludseddel, som
FDM har udarbejdet. Herefter skal du aflevere bilens
registreringsattest og eventuelle synsrapport til køber.
Få FDM's slutseddel her
Omregistrering
Efter overdragelsen af bilen er det købers ansvar, at bilen
bliver omregistreret. Han skal aflevere en underskrevet
omregistreringsblanket sammen med en eventuel synsrapport og et
forsikringsbevis til Skat. Du kan med fordel mødes med køber på et
af Skats nummerpladekontorer - så har du sikkerhed for, at
omregistreringen rent faktisk sker. Dette skal ske senest tre uger
efter salgsdato. Herefter kan du give dit forsikringsselskab besked
om, at bilen er solgt. Forsikringsselskabet giver efterfølgende
myndighederne repræsenteret ved Centralregisteret for
Motorkøretøjer besked om salget.
Nummerpladekontorerne findes på www.skat.dk
Gem slutsedlen
Det er vigtigt at gemme slutsedlen som dokumentation for,
at du har solgt bilen, og hvem den er solgt til. Sker der en skade,
inden bilen er blevet omregistreret, belastes din forsikring ikke.
Men hvis køber ikke omregistrerer bilen, skal du betale
ansvarsforsikring, indtil det sker.
To private, der handler bil, er kun underlagt købelovens
reklamationsbestemmelser, hvis ikke andet er aftalt, og de er ikke
omfattet af købelovens regler om forbrugerkøb.
Sæt din bil til salg
her