Bentley, det royale bilmærke - men Bentley er også en Drivers Car – her hvor bare et tjat på speederen er nok til at blæse forbi en Jaguar. Vi tjekker produktionen af den nyeste.
BAG KAMERAET: STUART WEP O.A.
HVAD KENDER DU Bentley for? At det er dronningernes bil – altså Margrethe af Danmark og Elisabeth af England? At Bentley stort set var lig med Rolls-Royce en gang? At det ærkeengelske mærke nu er overtaget af lige så tyske VW Group? Og at en Bentley er en overordentlig dyr bil?
DET ER RIGTIGT alt sammen. Men der er mere, meget mere. Først og fremmest at Bentley er en Drivers Car. Bentley er bilen, der er bygget til den type ejere, der nok lader sig transportere af chauffeur ugen igennem. Men gerne vil have lidt sjovt bag rattet i weekenden.
OG SÅ KAN en Bentley være sagen – hvis man nu ikke orker at iføre sig alt klunset og køre søndagstur i en åben Jaguar E-type fra 1964 eller måske en let race-tunet Lotus Elan fra samme periode. ”Og, åh, Gud, Ferrarien er på værkstedet igen!”
Fortsætter…
Bentley – a Drivers Car
Men dette – at den er en Drivers Car – er den ene afgørende egenskab for Bentley, der siden 1998 er ejet af VW Group efter den noget rodede skilsmisse fra Rolls-Royce (der i øvrigt røg til BMW).
DEN ANDEN AFGØRENDE egenskab er, at man kan få sin Bentley, præcis som man vil have den – og det er p r æ c i s, som man vil have den. Der er 28 karrosseri- og 24 kabinefarver på standardlisterne – og skulle De ønske nr. 29 eller 25, så er det bare et ord; så ordner vi det.
SENESTE NYHED PÅ Bentleys program er afløseren for Arnage – den dyreste, den fineste, den i mest eksklusive produktionstal, nemlig den kommende Bentley Mulsanne. Verdenspremiere sidste år på Pebble Beach, første outing i Europa på biludstillingen i Frankfurt. Og snart klar til levering til de første kunder.
VI HAR NETOP besøgt fabrikken i Crewe nær Manchester for at se om dette med drivers car også gælder for den kommende 6,3 mio. kr. dyre luksusbil.
Fortsætter…
Mulsanne er elegant, når man ser den live
Den ny Mulsanne er en stor bil, ja, nærmest en enorm bil. Men faktisk ser den ikke specielt stor ud, og den er ja, nærmest elegant.
DET ER MÅSKE ikke let at forstå, hvis man kun har set billeder af den ny englænder. Eller hvis man kun lige har oplevet den kort. Men jo mere man ser, desto pænere og pænere – derefter flottere og flottere – og til sidst mere og mere elegant bliver den nye Mulsanne. Sådan oplevede jeg det selv, efter lige at have strejf-set bilen i Frankfurt sidste år, men sidste uge havde mulighed for virkelig at studere bilens linjer.
RAUL PIRES HAR formgivet Mulsanne. Han forklarer, mens vi står et par meter fra den og kigger: ”Vi ville ikke bare springe fra Arnage og direkte over til den ny. Et så traditionsrigt bilmærke som Bentley har mere historie at byde på, og derfor gav vi os til at studere alle tidligere Bentleyer for at finde den designmæssige historie”.
”VI GJORDE ISÆR holdt ved S-Type og hentede de to store, runde forlygter frem fra fortiden til vores nye biler. Desuden holdt vi – og det er jo helt naturligt for os – fast ved de runde hjørner på grillen. Ydermere har jeg arbejdet med lange ubrudte karrosseri-linjer – det skaber et design med lethed.
”I ØVRIGT”, FØJER Raul til, ”ramte vi nogle former, der var en udfordring for karrosseri-afdelingen. Den måtte til sidst hente fabrikations-metoder fra flyindustrien for at kunne producere de ubrudte forskærme og lange bagskærme, der går i et med C-stolpen.”
Fortsætter…
Bilkabine med stemningen af stue
En Bentley er en af de biler, der skal opleves lige så stærkt af bagsædepassagererne som af køreren. Måske sidder ejeren lige frem af og til på bagsædet. Vel vil bildesignere altid gerne kræse for bagsædepassagererne – men her er der en grund mere.
DERFOR ER DER lige så lækkert bag som for. For det første er her rigelig plads, ja, enorme mængder plads. Og det er vitterligt let nok at stige ind og hoppe ud. At Mulsanne er en stor, nej, rettere enorm bil, glemmer man måske, når man ser den udefra. Men når man har gjort sig det behageligt på et at bagsæderne, er der ingen tvivl.
ALTSÅ, RIGELIG PLADS og dertil komfortable sæder, der støtter den øverste del af kroppen perfekt. Det kniber faktisk en del med lårstøtten, men måske er ejere af denne type bil ikke så høje.
DERNÆST ER DER kælet for øjet. Sæderne er selvfølgelig betrukket med blødt læder – men endvidere er der mere træ i den nye Mulsanne end i den foregående Arnage. Så sig ikke, at træ er på vej ud som lækkeri i en luksusbil. En særlig detalje er, at træet på instrumentbordet fortsætter i en ubrudt linje langs fordørene, hen over indersiden af B-stolpen og videre igen langs bagdørene og i en ubrudt linje bag passagererne.
DET SER STILFULDT ud – det er med til at skabe en stue-fornemmelse, forklarer Bentley-folkene. Det samme er i øvrigt en interessant detalje, nemlig at bagdørene er ”udhulede” så der er ekstra plads til den yderste skulder og albue. God set, godt udført.
Fortsætter…
”De kan få Deres Bentley i præcis den farve De vil!”
… og, fristes vi til at tilføje, og ikke ”bare så længe den er sort”, som Ford sagde så berømt om Ford T. En Bentley kan vitterligt bestilles i den karrosseri-farve, kunden ønsker. Og gerne i kombination med præcis den interiør-kulør, der ønskes.
FOLKENE I CREWE kan alle markante historier om kunder, der har været på ”factory tour” på fabrikken for at se ikke bare en Bentley, men præcis deres Bentley blive bygget og for at med selvsyn at se, hvordan deres særlige ønsker bliver opfyldt. Som en Lady, der kom med sin foodprocessor – præcis den farve og nøjagtig den nuance, kan De det? havde hun bedt. Og det kunne Bentley.
MEN DER BLEV dog sat en stopper, da en kunde bad om at få kabinen beklædt med alligator-læder. Det hverken kunne eller ville Bentley.
APROPOS FARVE: ET italiensk par var på besøg i Crewe. Endte med slet ikke at følge med i skabelsen af en Bentley – men brugte tiden til at diskutere, om deres ny bil nu skulle være rød eller sort. Sagen blev til sidst afgjort prompte: En af hver, please.
OM DE OGSÅ har både en rød Lamborghini og en sort Ferrari derhjemme, melder historien intet om.
Fortsætter…
Bentley Mulsanne – teknikken
HELT KORT
Bentley producerer først og fremmest Continental-serien, der teknisk står på samme bund som VW Pheaton og Audi A8. Continental findes i tre karrosseri-varianter, 4-dørs sedan og 2-dørs coupé samt cabriolet. Nu suppleres med den ny Mulsanne, der har egen platform og affjedring og i øvrigt baghjulstræk til forskel fra den VW-baserede lillebror med firehjulstræk. Mulsanne afløser Arnage.
Type: 4-5-personers sedan.
Design: Frontmotor, baghjulstræk.
MOTOR
Design: 8-cylindret V-motor, to turboer
Slagvolumen: 6,75 liter
Effekt: 512 hk ved 4.200 o/min.
Moment: 1.020 Nm ved 1.800 o/min.
PRÆSTATIONER
Acc., 0-100 km/t: i.o.
Topfart: 250 km/t
FORBRUG OG UDSLIP
Forbrug i flg. EU-miks: i.o.
CO2-udslip: i.o
PRIS OG LANCERING
Pris: 6.31 mio. kr.
Lancering i DK: Sommeren 2010
*) Bentley Mulsanne er endnu så ny, at en række data ikke foreligger.